TMAX-frivillige besøger Mountain Primary School

TMAX-frivillige besøger Mountain Primary School: "Værktøjsklasseværelse" lærer børn om haveredskaber og fremmer miljøbevidsthed

Før morgentågen overhovedet havde lettet, var TMAX-frivillige allerede på den snoede bjergvej. Da køretøjet med børnesikre haveredskaber stoppede ved indgangen til Hope Primary School, der lå inde i bjergdalen, brød børnene, der klamrede sig til hegnet, ud i jubelråb og viftede med deres små hænder, der var dækket af mudder. Den dag afholdt de frivillige et særligt "Værktøjsklasseværelse", hvor børnene kunne lære om haveredskaber og forstå betydningen af ​​miljøbeskyttelse, samtidig med at de kom tæt på naturen.

"Det her er ikke en brændehuggerøkse!" Xiaoyu, der går i femte klasse, klamrede sig til den. Beskæresaks gav hende den af ​​en frivillig, som hun alvorligt rettede på, mens hendes øjne glitrede af nysgerrighed. Den frivillige krøb sammen og pegede på et gammelt ferskentræ ved legepladsen, mens hun fulgte sin finger: "Dette er en beskæresaks, der specielt bruges til at 'give' træer en klipning, så de vokser sig mere levende." Klassen var ikke begrænset til klasseværelset; de frivillige førte børnene ind i lunden bag skolen og forbandt værktøjerne med den omkringliggende vegetation.

Under den praktiske aktivitet var børnenes reaktioner usædvanligt livlige. Først holdt Xiaomin tøvende den lille rive med sin hestehale, bange for at beskadige kløveren under sine fødder. En dreng ved navn Amin, ivrig efter at vise sig frem, jagtede sommerfugle med en vandkande og plaskede vand overalt. De frivillige kritiserede dem ikke, men demonstrerede i stedet, hvordan man forsigtigt river nedfaldne blade væk, og forklarede, at "nedfaldne blade vender tilbage til rødderne og bliver til gødning", og lærte alle, at det er sand omsorg at give de unge planter "den rigtige mængde vand".

Mens sollyset filtrerede gennem trætoppene, var børnene allerede opslugt af deres arbejde. Amin satte sig på hug foran rosenbuskene og brugte forsigtigt en beskæresaks til at klippe visne knopper af, mens han mumlede: "Efterlad næring til de nye knopper"; Xiaoyu og hendes venner brugte små skovle til at tilsætte jord til træerne og tjekkede de frivilliges bevægelser efter hvert skovltag. Da de så nogen uforsigtigt brække grene, samledes flere børn straks omkring dem: "Læreren sagde, at træer føler smerte, og vi skal bruge værktøj til at beskære dem videnskabeligt."

Den mest rørende del var delesessionen. Børnene holdt deres hjemmelavede "plantenavnekort" op, hvorpå de skævt havde skrevet træarterne og beskyttelsesmetoderne. "Jeg troede engang, at vi ikke kunne fælde alle træerne på bjerget, men nu ved jeg, at de er vores venner," sagde Amin alvorligt og rørte ved ferskentræet, han havde beskåret. De frivillige medbragte også urtepotter lavet af genbrugsværktøj og fortalte børnene, at "at spare og genbruge også er måder at beskytte miljøet på."

Da solen gik ned, og de frivillige var på vej væk, løb børnene efter bilen og gav den papirposer fyldt med vilde krysantemum. På bilruderne var der tegninger af børnene: små beskæresakse og skovle, der beskyttede spirende træer, med ordene "Vi er skovens vogtere" skrevet ved siden af.

Denne lille værktøjslektion, uden komplicerede teorier, tillod frøene til miljøbeskyttelse at slå rod gennem praktisk arbejde. TMAX-frivillige medbragte ikke kun værktøj og viden, men lærte også børnene, at beskyttelse af de grønne bjerge og det klare vand i deres hjemby begynder med korrekt brug af beskæresaks og at værdsætte hvert eneste faldne blad. Og disse grønne håb plantet i bjergene vil til sidst vokse til tårnhøje træer.